At vide hvad man har, før man mister det

Vi har en tendens til at tage tingene forgivet, og måske endda helt glemme at tænke på hvad de ting har af effekt i vores hverdag. Vi tænker ikke længere på hvor fantastisk det rent faktisk er, at vi kan sidde under jorden i metroen og høre musik og være på Facebook samtidigt. Vi bliver lettere irriteret når så forbindelse forsvinder mellem Kgs Nytorv og Islandsbrygge og vi bliver tvunget til at se op fra skærmen og ud i den gråbrune tunnel. Jeg tog mig selv i at tage en anden ting forgivet i weekenden. Min oplader til min MacBook har gået igennem en hård tid på det seneste, men lørdag aften gav den op på mig, og halshuggede sig selv. Jeg så ned på den knækkede ledning der nu lå på gulvet. Der stak tråde ud af den, og i min computer sad det livløse stik og var selvfølgelig mere slukket end nogensinde. Da gik det op for mig, at jeg oven i at skulle bruge en formue på den bytur der ville udspille sig få timer efterfølgende, også skulle ud og investere i en ny oplader til små 600 kr., blev jeg faktisk lidt overrasket over at jeg aldrig har overhældt min da døde oplader med konfetti og hyldet den for hvad den var.

Da jeg vågnede søndag morgen, eller rettere søndag eftermiddag, var min første tanke; Shit mand, aldrig mere rødvin igen. Straks derefter, gik det op for mig, at min computer var død, og at jeg skulle have fat i en oplader meget hurtigt, inden angsten ville sprede sig yderligere. Herefter lærte jeg også at værdsætte at El Giganten har søndagsåbent og at min far er sådan et fantastisk menneske, der ville køre sin bagstive datter til Gentofte for at købe noget, som ingen vidste hvad var for 30 år siden. Jeg satte stor på pris på hans anerkendelse af min påvirkning fra tidens afhængigheder, i dette tilfælde, opladeren. Det stoppede ikke der, for straks efter at have paniksvedt hele vejen ud til Gentofte, og kravlet ned ad gangene i El Giganten for at sætte neglene i en oplader til en pris af hvad det føltes som millioner af kroner, styrtede vi igen hjem, og kort tid inden jeg skal til at flå emballagen op imens jeg hyperventilerer og ærger mig over at have brugt 600 kr. på noget jeg aldrig havde tænkt jeg skulle købe, udbryder min helt af en far; "Hey, jeg tror sgu godt jeg kan fikse den". Pludselig begyndte et varmt lys at brede sig i rummet, og titusinde engle sang og spillede på instrumenter ind i mine ører. Det regnede med guld og diamanter og glæden var enorm. Der gik ikke mange timer, så sad den ellers livløse oplader i min computer og lyste med den smukkeste grønne farve jeg i mit liv har set. Da så jeg på den ny indkøbte og uåbnede oplader og tænkte; Jeg har sparet 600 kr. i dag, det vil jeg fejre i morgen. 

Og det gjorde jeg så, og købte makeup for dobbelt så meget, som jeg sparede på opladeren.... Billeder følger.