...Det lyder måske som en skummel guide til et blowjob, men det er sørme ikke meningen! Jeg har lagt mærke til at der er rigtigt mange derude, som konsekvent "glemmer" at deres læber er en del af udtrykket i ansigtet. Der er sikkert en del som ligefrem frygter at komme i nærheden af en læbestift eller lipgloss. Der er også en del fordomme om samme. En velkendt en er, at læbestift kun er for gamle damer. Jeg vil hermed opfordre alle til at vende tilbage til den virkelige verden, ja til år 2012 tak! Læber behøver ikke nødvendigvis at være røde eller for den sags skyld matte. Der findes et utal af variationer af både læbestift og gloss. Dem med glimmer, dem med shine, dem med pangfarve etc. Det er blot at gå på jagt i læbepyntnings-junglen. Og det kan godt være lidt af et projekt, men giv ikke op! Jeg vil nu gøre et forsøg på at komme med et par tips til hvad du kan gøre for at lade dine læber blive en del af dit look.
Øjne, kinder, læber.
Dette er alle tre områder som vi inden for skønhed sætter fokus på. Det er korrekt at alle områder er vigtige, men pas på du ikke kommer til at fremhæve dem alle sammen lige meget. Som regel vælger man et fokuspunkt, og er det øjnene, så pas på med dine læber, og omvendt. Men husk dog på, at der ingen grænser er for kreativiteten! Skønhed er individuelt, ligesom mennesker er det. Så er du til lilla øjenskygge og orange mat læbestift, så skid dog på reglerne!
Lipliner
Helt grundlæggende er det at anvende en lipliner inden man påfører enten læbestift eller lipgloss på sine læber. Der er sikkert en del som tror at lipliner er dømt til at have en helt anden farve end det man ellers har planer om at putte på læberne, men sådan er det ikke! Påfør lipliner i samme farve som læbestift eller gloss, og påfør den på hele læben. Dette vil få læbe-makeuppen til at holde meget længere. Husk at lipliner skal påføres først, bare lige hvis der skulle være tvivl.
Nude læbestift
Smokey-eyes ser fedt ud, men det ser faktisk endnu federe ud hvis du toner dine læber ned med en nude-farvet læbestift. Det lyder måske lidt som noget der associerer til "pop-dullerne" der smurte foundation på læberne, dengang på Arto. Men det er langt fra det look du kommer til at ramme!
Blush + Læber
Har du eksempelvis forelsket dig i en rosa-pink gloss eller læbestift, så kan du virkelig få noget ud af at investere i en blush i samme farve. Læber og kinder spiller som regel rigtigt godt sammen, så ved at bruge en blush og en læbefarve i samme nuance (og på samme tid selvfølgelig), vil dine læber blive endnu mere fremhævede!
Highlight dine læber
Ligesom at du highlighter dine kindben og næseryg, så glem ikke læberne! Når du har lagt gloss eller læbestift, så find din highlighter eller en øjenskygge frem og påfør den på det midterste stykke af din underlæbe (der hvor lyset naturligt falder). Brug en forholdsvis lille blending-pensel så du undgår at hele læben pludselig er fuld af highlighter. Ved at påføre det på det midterste område, opnår du et mere naturligt look. Jeg foretrækker at bruge MACs pigmenter til dette lille trick.
Amorbuen
Nu når der tales om highlighting, må vi ikke glemme at amorbuen er en vigtig del af spillet på dine læber. Påfør forsigtigt et tyndt lag highlighter på amorbuen, dette vil få den til at stå flot ud! Et andet lille trick er, at du med en hvid eyeliner kan markere det lille hak (det midterste af amorbuen). Husk at få det toned ud når du har påført de resterende produkter på dine læber.
No comments:
Post a Comment