Søndag d. 11. Marts

Min weekend har budt mig lidt af hvert, men vælger at hive fat i et ret alvorligt og trist emne. Fredag startede rimelig hektisk ud. Jeg kom i skole og mødte de andre som syntes at være rimeligt frustrerede over at det historiemodul vi skulle til at have, netop var blevet aflyst. Forklaringen kom så lidt tid efter. Vores allesammens fantastiske historielærer, Jesper, var fundet død i sin lejlighed. Det var et kæmpe chok for os allesammen og det var en meget underlig situation vi sammen stod i. Jeg tror stadig ikke helt at det er gået op for mig. Det et meget underligt at se vores historiemoduler være aflyst i de kommende uger, når man ved hvad begrundelsen er. Jesper var virkelig en rummelig og varm person, jeg har ofte sagt til mine forældre at jeg ville ønske at man kunne blive venner med ham efter gymnasiet. Han var en fantastisk personlighed og hans dejlige humør smittede altid af på alle. Jeg har det egentligt ret underligt over at sidde her og fortælle om denne triste begivenhed, men på den anden side, så er der vel ingen grund til at døden skal være så hemmelig og tabubelagt? Jeg er en meget følsom person og det har virkelig haft en stor indvirkning på mig at opleve min lærers død. Jeg er slet ikke vant til at blive konfronteret med døden på den måde, jeg har få minder der knytter sig til død. Jeg har været til to begravelser i mit liv; min mormors og min mors mosters. Det er meget længe siden, jeg var ikke ret gammel og husker det knapt. Alligevel ved jeg at begravelserne var en god måde at tage afsked på, en god afslutning, for selvom jeg var lille og uforstående over for mange ting dengang, så var jeg klar over at de mennesker vi skulle til at putte ned i et hul i jorden, aldrig ville vende tilbage. Det var netop den tanke der skræmte mig. Jeg græd i mange år efter at jeg havde mistet min mormor, trods at jeg ikke havde et tæt forhold til hende. Selve tanken om at miste er skræmmende, så uhåndterlig og fremmed at det er umuligt at gribe den an på en neutral måde. Det er som om at følelserne flyder fuldstændigt over og mikser alle indtrykkene sammen. Synet på døden er individuelt og kan derfor ikke helt diskuteres med henblik på en fælles forståelse. Man hører ordet "død" hele tiden, hver dag, overalt. Med alle de gange man har hørt eller selv brugt ordet burde det ikke være så fremmed, men alligevel er det så fjernt. Man aner ingenting om døden før man selv har prøvet den, og så er det umuligt at formidle noget som helst videre. Det må være det der skræmmer os så meget, vi aner ingenting om hvad der sker efter at hjertet stopper med at pumpe blod ud. Det eneste vi oplever i forbindelse med død er et eller andet form for tomrum som vi ikke helt kan forholde os til. Det er i hvert fald min opfattelse. Det var slet ikke min mening at jeg skulle tale så længe om død og sorg og tristhed, men det er trods alt et relevant emne for os allesammen. Jeg sender alle mine tanker til Jesper og hans familie, samt hans venner, bekendte og ikke mindst alle de elever han har gjort et stort indtryk på i løbet af hans tid som lærer. Som sagt ved ingen hvad der sker efter døden, men jeg håber alt godt.