Lad mig nu bare skrive mine små ynkelige digte i fred...

Ensomheden rusker i mig, vækker mig op

Hele København er colorgradet i dystre farver som kun jeg ser

En grå tunnel sluger mig og spytter mig ud på et samlebånd

Regnen hamre som metalsplinter ned over fabrikken og destruerer

Natten er klistret til med kulørt lys og en kvalm duft af naivitet

Jeg fanges i mine billige stiletter og forventer intet af mig selv

Rastløsheden suser frem foran mig da glasset endnu engang er tømt for guld

Det rasler og knitrer i en halvtom lomme, der udveksles midlertidig lykke 

Verdens loft er gråt og tungt med faretruende signaler, lysende glimt

Flere splinter gennemhuller en papirtynd overflade

En afklædt legoklods der ikke ved om den skal bygge rumskib eller ridderborg

uden stilletter og kvalm lugt, et halvfærdigt projekt