I am what you want me to be

Jeg er i dårligt humør og det skal sådan set ikke være en hemmelighed at når jeg er i sådan et humør, så får jeg en uimodståelig trang til at forpeste resten af den virtuelle verden. Jeg tænker tit over hvem der mon egentligt læser min blog, højst sandsynligt personer jeg ikke anede kunne finde på det. Undre mig også tit over om eventuelle klassekammerater, ekskærester eller fjender skulle være mine læsere, og i såfald, har jeg noget at skamme mig over? Som sådan ikke nej, har nok bare noget at leve op til, hvilket jeg ikke formår at præstere, men så igen, jeg har vel kunstnerisk frihed, især i denne lille Mathilde-verden bygget op af frustration og behov for anerkendelse. Som du nok allerede nu har fornemmet, så har jeg allerede drejet stemningen lidt hen på det dystre, dette har jeg sådan set ikke tænkt mig at lave om på på nuværende tidspunkt.

Hvad skal min overkrift, "I am what you want me to be", i grunden lige betyde? Jo det har jeg en hel klar pointe med, jeg siger det bare lige ud. Jeg er røvtræt af at tilpasse mig andre mennesker og deres behov, er røvtræt af at føler mig mindre værd end andre mennesker og er ikke mindst røvtræt ikke at modtage min belønning. Hvad jeg mener med dette er altså at jeg nok føler at jeg har brugt lidt for meget energi på at tilfredsstille andres behov og designe min egen tilværelse til at passe til deres. Jeg putter helt klart mig selv i en offerrolle lige nu, det er der ingen tvivl om, det er en omgang selvmedlidende patetisk lortesnak det her, men jeg har brug for det. Min blog er min dagbog, meget offentlig ja, men det kan forhelvede ikke komme bag på nogle, at samfundet efterhånden har udviklet sig således at individerne har et kæmpe behov for at oplyse andre om dem selv og hvad de står for, eller i hvert fald hvad de ville ønske de stod for. Uanset om jeg vil det eller ej, så har jeg fulgt denne udvikling, eller rettere er jeg vel født ind i den. Det giver mig altså igen friheden til at oplyse om min kæmpestore mindreværd. Jeg bryder mig ikke om min rolle blandt en hel del personer, jeg bliver skræmt over at se mig selv blive opfattet så forskelligt i de miljøer jeg færdes i. Jeg har svært ved at give udtryk for hvem jeg egentligt er som person og i forhold til at jeg trods alt nærmest snart er 20 år gammel, så gør tanken mig virkelig bange. Jeg burde på nuværende tidspunkt have bare en lidt mere konkret idé om hvad jeg vil finde mig i og hvad jeg ikke vil finde mig i, men på trods af det bliver jeg ved med at blive revet rundt i manegen som en eller anden lille ussel hund i en snor. Dette er bestemt aktuelt når det vedrøre fyre som jeg har omgået mig med, de formår altid at kaste mig rundt uden at jeg egentligt når at få mig selv med. Jeg taler selvfølgelig ikke om alle fyre jeg nogensinde har befærdet mig med, men nogle af dem, ja for mange af dem. Jeg anskuer det lidt sådan her "hvis du vil score mig, så vær en narrøv.. apparently.." Og hvem er det så egentligt lige der kan gøre noget ved dette problem? Jamen det er da uden tvivl mig selv, det skal jeg da være den første til at indrømme, men jeg mangler råd for hvordan denne proces skal igangsættes.

Jeg bryder mig ikke specielt meget om at gå i skole. Hele ideen om at du skal bevise at du er i stand til at udrette noget der lever op til nogle bestemte krav, det har jeg meget svært ved at deale med. Faktisk skrev jeg en lille beretning om mit forhold til skolen i går, denne læste jeg højt for min bedste veninde tidligere i dag, og nu får i den også med:

"Du kender dem godt, i hvert fald hvis du er typen der selv er lidt for doven i skolen og lidt for glad for hvad der sker ude foran vinduet. Og så sidder der sådan en Frk Perfekt på forreste række med hånden i vejret på en alt for desperat måde. Det minder mig ubehageligt meget om musikvideoen til ”one more time” af Britney Baben, på den onde måde selvfølgelig. Hvis rottehaler stadig var en accepteret del af samfundet, så havde disse sikkert også haft en plads på forreste række lige på hovedet af Frk Perfekt. Jeg har svært ved at acceptere mennesker der går meget op i deres skolegang, jeg burde nok lægge mig ned på knæ og bede dem om at overhælde mig med tryllestøv i stedet, men jeg har virkelig et problem når det gælder såkaldte stræbere. Der findes forskellige kategorier af disse typer. Der er den kloge stræber, som er den der fra naturens side har enormt meget viden og er dygtige til at koble dette sammen med ny viden de modtager fra forberedelse og undervisning i lektionerne. Så er der den stræber der stort set ingen logisk sans har og som sikkert nok læser lektier dagen lang, men som stadig score points ved at række hånden op og omformulere lærerens sætninger, dette til stor irritation for os andre – ja selv os der er holdt op med at give en fuck for lærerens indtryk af os. Jeg har aldrig brudt mig om hele skolesystemet, hele ideen om at blive vurderet på alt hvad du gør og siger. Kan ikke lide tanken om at lærerne sidder og diskuterer hvilket tal der skal stemples i panden på en og om man nu egentligt skal have lov til at komme ind på den uddannelse man ønsker så brændende at tage. Hvorfor skal min karakter i idræt i grunden have noget at gøre med om jeg kan komme til at læse antropologi? Det er mig en kæmpe gåde." Med dette lille citat af mig selv, ironisk nok, vil jeg afslutte dette ellers så godt kørende blogindlæg og prøve at gøre op for noget af den søvn jeg aldrig rigtigt når at få fordi jeg ligger søvnløs og stresser over alle de ting jeg ikke er. Så tror jeg vidst også lige vi fik tværet den godt og grundigt ud, hav det fedt.