Det er sgu noget underligt noget det der med at have kærester. Okay, hvis jeg altså selv må have lov til at udtale mig!!
Man møder sin første kæreste, og shit, det er noget at det vildeste det længe er sket for en. Personligt var jeg i en dyb krise før jeg fik min første kæreste. Jeg var sikker på at jeg aldrig ville finde en, og at jeg var alt for grim til at blive scoret. Havde ikke ret store bryster, var enormt lille og tynd, og lignede ikke rigtigt andet end en lille pige. Men come on, var jo for helved også kun 14, og havde trods alt kun lige drukket min første øl. Men så var der jo den her fyr, som jeg havde mødt over en chat, og han var virkelig bare the perfect guy. troede jeg. whatever, han blev min første kæreste, og det var egentligt med blandede føleleser. Jeg var vidst ret så forelsket, men kunne ikke helt lide tanken om hvor trist det ville være når vi ikke længere skulle være sammen. Vi var kærester i 16 måneder, hvorefter vores forhold blev afsluttet - heldigvis.
Tja, det er jo helt utroligt hvad forelskelse kan få en til at gøre. Det er som om man bliver blændet af dumheden. Ej, det lyder jo helt fucked. Det er bare så underligt at man påføre sig selv så meget smerte. Altså, ikke at forelskelse er smerte, men når det forsvinder og afløses af rastløshed og døende følelser. Man er simpelthen nødt til at erkende at forelskelse er helt fantastisk, men ikke varer for evigt. Tanken om at man på et tidspunkt finder en person man skal dele resten af sit liv med skræmmer mig. Ikke at jeg ikke kan genkende følelsen, for det kan jeg uden tvivl! Sådan har man det vel når man bliver forelsket: "DIG har jeg lyst til at dele resten af mit liv med!" - igen, dette skyldes the blinding. Men for satan, at blive gift og få børn? og så er manden dig måske utro med høj langbenet lækkermås, mens du sidder tilbage smurt ind i babymos og lige har tabt din værdighed på gulvet for 20. gang. fy for helved, jeg skal ikke nyde noget af det dér! Og så kan man også komme ind på hvorfor mænd i det hele taget er utro. ikke at jeg påstår at kvinder ikke er det, for det sker jo også. Personligt ville jeg aldrig have samvittighed nok til at træde så meget på et andet menneske, men det skyldes nok også at jeg er klar over hvor meget smerte der påføres "ofret" i sådan en situation. Desværre. Måske glemmer man bare at der er et ord der hedder "Konsekvens" (som i øvrigt ikke blot er et ord, men, you got, it right?) Når først little Miss sweetie pie ligger der med benene spredt (og fuld af klamydia), så kan det måske være svært at tænke to ting på en gang. "Hun har en fisse, hold da helt op" - "Min kæreste som jeg egentligt burde respektere er nu også meget dejl... hey, jeg får fisse i mit ansiiiiigt!". Ej, lige gyldigt hvor meget jeg prøver at sætte mig ind i det, så virker det ikke for mig. NEJ. Fatter ikke at man kan være utro, simple don't get WHY!?
Men nu kom jeg jo helt ud på et sidespor for satan. Var jo i gang med en beskrivelse af forelskelse og det der kommer efter. Jo altså, det undre mig at vi som mennesker smadre os selv. Men okay, det er jo nok en helt naturlig ting. I'm a human being, I like to cry. Ad. Men helt ærligt, i skal ikke benægte at i var sikre på at jeres første kæreste skulle være den person i skulle giftes og have børn med.. "Ej men jeg vidste det altså godt, for jeg er nemlig speciel og anderledes!!!" ..shut up! JEG var i hvert fald sikker på at det skulle være sådan, elskede ham overalt. Det gik ikke op for mig hvor dumt det hele var, men heldigvis har jeg indset det på nuværende tidspunkt. Kærlighed gør nas, men det er en addict, don't fucking deny!
Jeg synes nu alligevel at det er mærkeligt at man har været så tæt på et menneske, og så lige pludselig skal man bare aldrig se hinanden igen. Det er så underligt et begreb at "slå op". Man slår jo ikke op med sine venner? Jeg har bare svært ved at "føle" på det. Det er som at nægte en anden person adgang til sig selv. "jeg slår op, vi skal ikke ses eller snakker sammen igen" og så har man en uge forinden ligget nøgne sammen. SÅ forvirrende og underligt, jeg kan ikke engang overskue at begynde at tænke dybere over hvor strange det er. Men i hvert fald, tanken om at miste skræmmer mig åbenbart ikke ret meget. Jeg er netop kommet ind i mit 4. forhold nu, og jeg har det helt okay med det. Tanken om hvad der sker når man slår op passere jo engang imellem, men jeg orker ikke bruge energi på at filosofere over det nu. Jeg vil bare have det fedt!
Og til sidst, et råd som jeg kan give til alle jer teenagere hvis i har et broken heart; Vi er bare unge, det er helt naturligt at miste en kæreste og være ked af det over det, men for helved, livet er så langt, og der kommer til at ske så mange ting, så fuck ham/hende der gør dig ked af det nu, han/hun vil ikke betyde noget om to måneder.. :P Lev og ha' det fedt!
Man møder sin første kæreste, og shit, det er noget at det vildeste det længe er sket for en. Personligt var jeg i en dyb krise før jeg fik min første kæreste. Jeg var sikker på at jeg aldrig ville finde en, og at jeg var alt for grim til at blive scoret. Havde ikke ret store bryster, var enormt lille og tynd, og lignede ikke rigtigt andet end en lille pige. Men come on, var jo for helved også kun 14, og havde trods alt kun lige drukket min første øl. Men så var der jo den her fyr, som jeg havde mødt over en chat, og han var virkelig bare the perfect guy. troede jeg. whatever, han blev min første kæreste, og det var egentligt med blandede føleleser. Jeg var vidst ret så forelsket, men kunne ikke helt lide tanken om hvor trist det ville være når vi ikke længere skulle være sammen. Vi var kærester i 16 måneder, hvorefter vores forhold blev afsluttet - heldigvis.
Tja, det er jo helt utroligt hvad forelskelse kan få en til at gøre. Det er som om man bliver blændet af dumheden. Ej, det lyder jo helt fucked. Det er bare så underligt at man påføre sig selv så meget smerte. Altså, ikke at forelskelse er smerte, men når det forsvinder og afløses af rastløshed og døende følelser. Man er simpelthen nødt til at erkende at forelskelse er helt fantastisk, men ikke varer for evigt. Tanken om at man på et tidspunkt finder en person man skal dele resten af sit liv med skræmmer mig. Ikke at jeg ikke kan genkende følelsen, for det kan jeg uden tvivl! Sådan har man det vel når man bliver forelsket: "DIG har jeg lyst til at dele resten af mit liv med!" - igen, dette skyldes the blinding. Men for satan, at blive gift og få børn? og så er manden dig måske utro med høj langbenet lækkermås, mens du sidder tilbage smurt ind i babymos og lige har tabt din værdighed på gulvet for 20. gang. fy for helved, jeg skal ikke nyde noget af det dér! Og så kan man også komme ind på hvorfor mænd i det hele taget er utro. ikke at jeg påstår at kvinder ikke er det, for det sker jo også. Personligt ville jeg aldrig have samvittighed nok til at træde så meget på et andet menneske, men det skyldes nok også at jeg er klar over hvor meget smerte der påføres "ofret" i sådan en situation. Desværre. Måske glemmer man bare at der er et ord der hedder "Konsekvens" (som i øvrigt ikke blot er et ord, men, you got, it right?) Når først little Miss sweetie pie ligger der med benene spredt (og fuld af klamydia), så kan det måske være svært at tænke to ting på en gang. "Hun har en fisse, hold da helt op" - "Min kæreste som jeg egentligt burde respektere er nu også meget dejl... hey, jeg får fisse i mit ansiiiiigt!". Ej, lige gyldigt hvor meget jeg prøver at sætte mig ind i det, så virker det ikke for mig. NEJ. Fatter ikke at man kan være utro, simple don't get WHY!?
Men nu kom jeg jo helt ud på et sidespor for satan. Var jo i gang med en beskrivelse af forelskelse og det der kommer efter. Jo altså, det undre mig at vi som mennesker smadre os selv. Men okay, det er jo nok en helt naturlig ting. I'm a human being, I like to cry. Ad. Men helt ærligt, i skal ikke benægte at i var sikre på at jeres første kæreste skulle være den person i skulle giftes og have børn med.. "Ej men jeg vidste det altså godt, for jeg er nemlig speciel og anderledes!!!" ..shut up! JEG var i hvert fald sikker på at det skulle være sådan, elskede ham overalt. Det gik ikke op for mig hvor dumt det hele var, men heldigvis har jeg indset det på nuværende tidspunkt. Kærlighed gør nas, men det er en addict, don't fucking deny!
Jeg synes nu alligevel at det er mærkeligt at man har været så tæt på et menneske, og så lige pludselig skal man bare aldrig se hinanden igen. Det er så underligt et begreb at "slå op". Man slår jo ikke op med sine venner? Jeg har bare svært ved at "føle" på det. Det er som at nægte en anden person adgang til sig selv. "jeg slår op, vi skal ikke ses eller snakker sammen igen" og så har man en uge forinden ligget nøgne sammen. SÅ forvirrende og underligt, jeg kan ikke engang overskue at begynde at tænke dybere over hvor strange det er. Men i hvert fald, tanken om at miste skræmmer mig åbenbart ikke ret meget. Jeg er netop kommet ind i mit 4. forhold nu, og jeg har det helt okay med det. Tanken om hvad der sker når man slår op passere jo engang imellem, men jeg orker ikke bruge energi på at filosofere over det nu. Jeg vil bare have det fedt!
Og til sidst, et råd som jeg kan give til alle jer teenagere hvis i har et broken heart; Vi er bare unge, det er helt naturligt at miste en kæreste og være ked af det over det, men for helved, livet er så langt, og der kommer til at ske så mange ting, så fuck ham/hende der gør dig ked af det nu, han/hun vil ikke betyde noget om to måneder.. :P Lev og ha' det fedt!
